Cecilies Blog

Kønskvoteringens forskrækkeligheder - kvinder kan jo bare ingenting!
En debattør retter et angreb mod kvoteringstankegangen, ved at nævne den offentlige sektors utilstrækkelighed og kæde denne sammen med det høje antal af kvindelige ansatte. Budskabet er, at kvinder ikke er kompetente nok som almindelige ansatte, så hvorfor skulle man overdrage dem ansvaret for det hele?

Til det svarer jeg: Ja, der er mange kvinder ansat i den offentlige sektor, og der er også flere kvinder på mellemlederniveau, end der er mænd. Men derfra og opefter, så er der flest mænd. Det fremgår af de sidste opgørelser fra ligestillingsministeriet. Ud fra den logik, han lægger for dagen, hvis skyld er det så? Er det ikke en leder der har ansvaret for virksomheden? Er det ikke lederen, der holdes ansvarlig, hvis virksomheden går dårligt? Hvem er lederne i den offentlige sektor? Det er søremer mænd.

Nu går jeg selv ikke ind for skyldspålæggelse når der er problemer, men for at undersøge årsagen. I den forbindelse ville jeg nok hæfte mig mere ved den økonomiske undergravning af den offentlige sektor som regeringen har forestået, som roden til problemet. Men sådan er vi jo så forskellige.

Hvad skyldes det, hvad skyldes det dog!?! Det ved vi faktisk efterhånden godt, mester
En del af de andre debattører – bortset fra en mand og en kvinde (den eneste kvinde, der har kommenteret ud over mig selv) bliver ved med at snakke om at kønskvotering er noget hejs, fordi kvinder da ville blive valgt/ansat hvis de havde de rette kvalifikationer. Eller selv gad ansøge. Og holder fast ved, at udviklingen af naturlig vej nok skal komme kvinderne til gode (– HVIS der da altså skulle være nogle barrierer som hæmmer vejen for dem, - hvilket ikke rigtigt hænger sammen argumentatorisk, men lad os ikke gå ned i den slags pernitne detaljer).

Til dem er min kommentar: Det er undersøgt i hoved og røv hvad det skyldes, at kvinder er dårligere repræsenteret end mænd i alle ledende organer (på nær bestyrelser i vuggestuer, børnehaver, daginstitutioner, skoler, hvor der er flest kvinder). Det er analyseret til hudløshed. Resultaterne viser:

1. det er ikke altid de “bedst” kvalificerede der løber med stillingen, selvom det er det man tror. Tværtimod er det dem, der ligner dem der ansætter mest, der bliver ansat, ligesom der er nogle kulturelle forestillinger der gør sig gældende, som udgrænser kvinder fra at indtage stillinger med en høj grad af magt og indflydelse.

Ansættelsesudvalg er ikke objektive. De er ikke frisat fra den kultur og de strukturer resten af samfundet er underlagt. De agerer indenfor den samme kultur, ud fra de samme forestillinger og normer. Og kulturen er androcentrisk, hvilket betyder, at den tilgodeser dem den kan genkende. Dvs. mænd eller adfærd som kan forbindes med noget mandligt.

Kønskvoteringens forskrækkeligheder II - godt for drenge, skidt for mænd!
En anden modsætter sig kønskvotering, fordi det i hans øjne er positiv særbehandling af kvinder på bekostning af mænd.

2. Der ER allerede positiv særbehandling af mænd på de områder hvor de mangler. Det sker eksempelvis på pædagogseminarerne og på lærerseminarerne. Det samme er ikke tilfældet på de uddannelser hvor kvinder er i kraftigt undertal - hvorfor ikke?

Mænd snakker om kvoteringens uretfærdigheder, men snakker samtidig også om hvor vigtigt det er at drenge har mandlige forbilleder. Den lader jeg lige stå lidt …

De stakkels mænd
I mine øjne er der ved at danne sig en offerkultur blandt mænd i Danmark. Mange mænd snakker om hvor synd det er for drenge - og hvor skadeligt - at der er flest kvinder i skolerne og daginstitutionerne. Det ødelægger deres maskuline identitet, hævdes det. Det hævdes at drenge klarer sig dårligere end piger, fordi undervisningen er tilrettelagt efter pigers behov og drenge derfor bliver ødelagt. Men - kan man så spørge - var det bedre før? Var det bedre dengang man fik tæsk af læreren, hvor kæft trit og retning og udenadslærer var the name of the game? Tilsyneladende, skulle man tro. Dengang klarede drenge sig bedre end piger - men det er måske fordi piger den gang ikke havde mulighed for at konkurrere? Tja.

Gang i havesaksen, eller .. motorsaven?
Det er på tide at folk for hovedet ud af 50′er-busken og begynder at forstå, at det ikke nytter at tale om mænds og kvinders NATURLIGE, biologisk betingede forskellighed som dét, der er årsagen til uligestillingen. I stedet skal de begynde at forstå, at vores samfund er organiseret omkring kvinder som omsorgspersoner og mænd som forsørgere. Så længe kvinder ikke kan dele ansvaret for familien ligeligt med deres mandlige partner, så er det dem der taber. Det nytter ikke en disse at kvinden gerne vil gøre karriere, hvis hendes mand og hendes arbejdsplads (og samfundet generelt) ikke vil være med til at forbedre hendes vilkår. Som det ser ud nu, føder kvinder bare færre børn end tidligere, og det er ikke ligefrem vejen frem, hvis man gerne vil overleve som civilisation.