Kønsroller
I dag på politikens netavis kan man læse om hvordan Gyldendal har udgivet to bøger specifikt rettet mod hhv. piger og drenge. I pigebøgerne er der konkurrencer om hvor hurtigt man kan skifte sengetøj og der er angiveligt også “gode råd” om pletfjerning og rengøring. Ifølge drengenes bøger skal de lave bål, fange haletudser og spille computer.
Legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold mener at den slags bøger mere kan føre til diskussion om arbejdsfordeling i hjemmet mellem forældre og børn, end det kan resultere i en tilbagegang til traditionel arbejdsfordeling efter køn. Men et forhold er meget vigtigt at være opmærksom på i denne sammenhæng og det er, at når noget bliver nævnt specifikt i forhold til det ene køn - og ikke det andet køn - bliver det en understregning af at dette i UDGANGSPUNKTET tilhører dette køn. Udgangspunktet bliver således en diskussion for og imod hvorvidt denne opgave ligger hos det ene køn - i stedet for at gøre opgaven kønsneutral for den nye generation og få diskussionen til overordnet at handle om, hvordan man i et hjem får alle pligter og opgaver til at gå op i en højere enhed. Forskellen - for at skære det ud i pap er - er, at i det første tilfælde bliver det en diskussion om hvorvidt piger virkeligt er skabt til at gøre rent. I det andet tilfælde kommer det til at handle om at der i et hjem er mange opgaver som skal løftes, hvis tingene skal hænge sammen - og hvordan gør man det bedst? Det ville være en diskussion som kunne lære børnene noget om ansvar og vigtigheden af at samarbejde.
Børn er måske nok bevidste om deres køn og at der er andre mennesker som har et andet køn, sådan som legetøjsforskeren også hævder. Men de har på ingen måde de samme forestillinger som voksne om hvad dette betyder - at der er et bestemt, normativt indhold koblet til dette køn. Det lærer de ved at få det vist og ved at få det fortalt.
Og hvorfor er det overhovedet så vigtigt at socialisere børn ind i nogle bestemte kønsroller? Hvem tjener det? Er det for at forældrene nemmere kan differentiere mellem deres børns behov? “Far skal have tid til at tage lillesønnen med til fodbold - du ved, noget male bonding så han kan lære at være en RIGTIG mand. Og mor skal have tid til at lære lille Petra hvordan man bager sprøde småkager, så hun kan blive hyldet for sine evner i køkkenet, når hun engang bliver kone og husbestyrerinde.”
Er det for at pædagogerne bedre kan dele arbejdsbyrden mellem sig og lavere nemmere opdelinger mellem børnene - hvem skal lege vildt, hvem skal putte perler på en snor? Jeg tror ikke børnene mangler nogle gode råd om hvordan de skal opføre sig qua kønnet. De opfører sig jo først og fremmest som det falder dem naturligt.
Og lur mig om ikke det også bliver nemmere at være teenager - med alt hvad der kommer af bekymringer som følge af sindssyge hormoner - hvis man ikke har hovedet stopfuldt af ideer om hvad der er “rigtig”, kønsspecifik adfærd. Ideer om og regler for hvordan man er pige og dreng og kvinde og mand og hvordan man skal være overfor hinanden i heteroseksuelle forhold, er kun med til at komplicere tingene, fordi der oven i den pubertære identitetsforvirring så også kommer et helt andet sæt regler man skal forholde sig til. Regler som faktisk modarbejder en individuel, identitetsdannelse.
Legetøjsforskeren Steenhold mener også, at børnelegen blev konform som følge af ‘70ernes fokus på kønsligestilling og opgør med de rigide kønsroller. At genindføre kønsmålrettet legetøj, skulle øge den kreativitet som ‘70erne ødelagde. Det er muligt at man på det tidspunkt gjorde en masse ud af at fjerne bestemt legetøj. Men det var også nødvendigt for at gøre op med de indlejrede ideer om, hvad man som hhv. pige og dreng var interesseret i - og ikke mindst burde være interesseret i. At grave forestillinger op med rod kan netop være et nødvendigt redskab, hvis forestillingen netop er dybt rodfæstet. Når grundlaget for forestillingen er borte, kan man betragte tingene med friske øjne.
Jeg synes det er trist og lykkeundergravende at der er så mange normer for kønnenes interrelationelle adfærd. Så mange mennesker er forvirrede i forhold til det andet køn og hvordan de selv skal opføre sig for at finde lykken. Og jeg synes at eksistensen af denne forvirring tydeligt trænger igennem, når man ser på hvad det er for emner som behandles i dame- og herrebladene. Carl Mar Møllers show er også et godt eksempel på kønsidentitetsforvirringen - det samme med Joan Ørtings gode råd om hvordan King-Kong og Pornostjernen kan få sexlivet til at fungere. Kernen er jo dybest set den, at hvis man opfører sig sådan som man føler for og dropper forestillingerne, har man meget bedre chancer for at indgå lykkeligt i et intimt forhold til et andet menneske. Hvis man hele tiden har opmærksomheden halvt ude af sig selv og den anden person - og dermed også forholdet - fordi man tror man skal tænke strategisk for at holde på den anden, så glemmer man, at det vigtigste er at mærke efter i sig selv hvad man SELV synes. Og at det vigtigste for et velafbalanceret forhold med god kommunikation er ærlighed og gennemskuelighed.
Simon Andersen sagde,
December 2, 2007 @ 21:56
Hej…
Jeg læse også artikelen på jp’s netavis, men i modsætning til dig blev jeg meget glad for de kommentarer som kom fra forsker ved Instittutet for Fremtidsforskning Jørn Martin Steenhold. Jeg må fra starten sige, at jeg sikkert tilhører en lidt anden politisk boldgade end dig. Jeg tror dog ikke nødvendigvis at dette har noget med min holdning at gøre. Mange på højrefløjen er uenige med mig, og sådan skal det være i et demokratisk samfund.
Dernæst vil jeg sige at jeg længe har ment, som Jørn Martin Steenhold, at det Danmark vi lever i, er blevet alt for gråt og konformt (nej, jeg taler ikke om vejret). For mig at se er der alt for længe blevet sat lighedstegn mellem lighed og ligeværd. Hvem har sagt at vi skal være fuldstændig ens for at være lige meget værd. Et af problemerne ved 70′ernes ligestillingspolitik (som i høj grad er blevet ført helt frem til i dag), er at vi går glip af alle fordelene ved forskellighed. Hvad endnu værre er, er at vi ser at familien som institution er i total opløsning. Dette har været med til at skabe en helt forfærdelig nedvurdering af børns værdi. Man har aldrig snakket så meget om børns rettigheder og pligter som i dag. Der har aldrig været større fokus på at børnene er vores fremtid og værdi. Der har aldrig været mere snak om at vi må bruge mere tid med vores børn og virkeligt investere i dem. Ja, børn er lige netop vores fremtid og vores værdi, og vi må investere hårdt i dem. Derfor er det mig ganske ubegribeligt, at vi har fået skabt et samfund hvor vi hver dag er nødt til at sende børn i statslige institutioner, til såkaldte professionelle (pædagoger), der efter sigende skulle kunne give mit barn hvad de behøver. Det er totalt dobbeltmoral efter min bedste overbevisning. Hvis vi virkelig ville gøre noget for vores børn, så synes jeg da vi kunne starte med at være sammen med dem.
Dernæst vil jeg sige, at der da selvfølgelig er forskel mellem kønnene. Ikke bare biologisk, men også psykologisk. Det viser al moderne forskning. At man skulle forsøge at videreføre et samfunds udvikling med en så forældet forståelse for ligestilling som den der blev udviklet i 1970′erne vil være ganske grotesk. Vi må da i stedet forsøge at udnytte vores forskellighed til fulde og til alles bedste. Lige præcis hvad det bedste så er, findes der jo ganske mange meninger om. Jeg siger ikke at kvinden nødvendigvis skal stå i køkkenet hvis hun ikke vil. Men jeg mener at mødre skal tage ansvar for at være mor, og ikke bare overlade ansvaret til en daginstitution, hvor kommunen bestemmer hvad der er godt og skidt for dit barn. Det samme skal fædre. Jeg er ikke sikker på hvad der skal til for at komme ud af denne spiral, men hvis det kan hjælpe at mænd bliver bliver mere maskuline, og kvinder mere feminine tror jeg vi har tabt meget lidt. Faktisk tror jeg vi kunne vinde en hel del, både samfundsmæssigt og personligt. Jeg opfordrer til ligeværd i stedet for lighed. Der er en trist tendens til i Danmark (og for den sags skyld de andre nordiske lande også), at promovere forandring bare for forandringens skyld. Udvikling og forandring kan meget vel være en negativ ting, det er der masser af eksempler på i historien. Forandring kan på den anden side også være ganske godt, hvis den er rationel. Jeg synes ikke det er rationelt at ønske en udvikling imod konformitet og lighed, der er simpelthen for mange negative konsekvenser. Se bare på fertiliteten. I dag føder hver danske kvinde kun 1,7 børn i gennemsnit, og hvis befolkningsgrundlaget skal opretholdes skal tallet op på 2,1. Dette er der ikke noget der tyder på at den vil komme. Vi står overfor ganske store finasieringsproblemer for den enorme velfærdsstat vi har fået stablet på benene, hvis denne trend ikke rettes op. Og se på skilsmissetallet. I alle vestlige lande ligger den på omkring 50%. Der er noget der er gået galt i familien. Familien er basis for vores fortsatte eksistens. Noget er gået galt. Måske var det i 1970′erne?
Simon
cecilies sagde,
December 5, 2007 @ 10:49
Hej Simon
Tak for din lange og spændende kommentar. Jeg har desværre først opdaget den i dag, men jeg håber at du stadig hænger på et sted derude.
Du skriver en masse som jeg gerne vil kommentere på, lad os se om det kan lade sig gøre i en enkelt kommentar.
Du skriver for det første: “For mig at se er der alt for længe blevet sat lighedstegn mellem lighed og ligeværd”.
Jeg forstår det sådan, at lighed og ensartethed er synonyme for dig? for der er en forskel. Lighed relaterer i et ligestillingsperspektiv til lige muligheder og lige rettigheder, for begge køn, både i formel og substantiel forstand. Ensartethed står i modsætning til forskellighed. I forhold til diskussionen om ligestilling, handler spørgsmålet om lighed således om at kønnene både substantielt og formelt skal lave lige rettigheder og lige muligheder. Mens forskellighed versus ensartethed relaterer til om man mener at kønnene er væsensforskellige eller dybest set ens.
Man kan således sagtens arbejde for lighed mellem kønnene, uden at dette betyder at man skal forstå kønnene som ens.
I dag i Danmark er der masse eksempempler på at kønnene substantielt set ikke har det samme muligheder. Det er dét kampen for ligestilling handler om - ikke om at kønnene skal blive ens. På den anden side mener jeg også at det er vigtigt at gøre op med rigide forestillinger om hvad der kendetegner de to køn hver især. Netop fordi de er rigide og dermed undertrykkende. Ved at betvivle de forståelser af kønnenes essens, frisætter man faktisk begge køn fra opfattelser af, hvordan de bør være og giver dem mulighed for at udvikle sig frit i en retning der følger deres personlighed - modsat at følge fastlåste ideer om hvem de er og hvad de kan på baggrund af deres køn. Som trods alt kun er ét ud af mange karakteristika ved et enkelt individ.
Dette leder videre til spørgsmålet om hvad en eventuel forskel mellem kønnene så betyder. Betyder dét at mænd og kvinder har forskellige kroppe, at de er skæbnesbestemt til at varetage forskellige opgaver? Det mener jeg ikke. Jeg mener heller ikke at moderen har større ansvar for børnene end faderen har. Jeg mener heller ikke at moderen/kvinden har større ansvar for hjemmet, end faderen/manden har. Eller at faderen/manden primært har funktion som ’skaffedyr’. Jeg mener, at en sådan forståelse netop er forældet - og ikke mindst undertrykkende for begge køn.
Hvordan forstår du kønnenes forskellighed og hvad mener du at den betyder i forhold til fordeling af opgaver og ansvar?
Du har ret i, at børnene i mange tilfælde bliver taberene, og jeg bryder mig heller ikke om tanken om at mine børn skal opdrages af ukendte mennesker i en daginstitution. Men på den anden side så bryder jeg mig heller ikke om ideen om, at min primære opgave som kvinde er at tage mig af børn - for ud over at være kvinde, så er jeg også et menneske med andre ressourcer. Og jeg mener desuden at det er synd for den kommende fader til mine børn - såvel som for mine kommende børn -, hvis han ikke kan opbygge den samme intime kontakt til dem, som jeg kan, fordi han er mand og ikke har de samme muligheder for det. Eksempelvis fordi det ikke er så acceptabelt at han tager et halvt års barselsorlov, som det er for mig. Hvorfor skal han snydes for kontakten til og inflydelsen på børnene? Og hvorfor skal de snydes for at lære deres far at kende?
Jeg tror faktisk ikke at skilsmisseprocenten har at gøre med at kvinder ikke er “feminine” og at mænd ikke er “maskuline”. Det er tomme begreber for mig, indholdsmæssigt. Jeg mener at skilsmisseprocent har at gøre med at tempoet i vores samfund er så højt at det er svært både at have fuldtidsarbejde og børn og samtidig at pleje forholdet. For lamgt de fleste familier er det nødvendigt med to fuldtidsstillinger, hvis økonomien skal hænge sammen. Det har intet at gøre med at de traditionelle kønsroller er svækkede, men netop med tempo og krav at gøre.